Biopati. Adaptationsfaser 1-7.
Faselæren skal betragtes som et arbejdsredskab til at
1. Lære at se udviklingen af sygdomme
2. Lære at se årsager og symptomer
3. Medvirke til at afvikle sygdomme
4. Reaktioner.
Forståelse for de 7 faser.
Adaptationsfaser 1-7.
Fase 1. Regulering.
Den sunde tilstand med fysisk og psykisk overskud til at regulerer mindre forstyrrelser. Bakteriefloraen på slimhinderne er i balance, hvilke også kaldes for symbiose. I denne fase vil kroppen normalt afvise smitte.
Fase 2. Dysfunktion.
Stress kan være ret så belastende, og det går især ud over det autonome nervesystem og kredsløbet. Hvis kroppen belastes ud over sin reguleringskapacitet, kan der i første omgang optræde lettere forbigående symptomer som "nervøs" diarre og forstoppelse, hovedpine, spændinger, søvnløshed o.s.v.
Kroppen vil normalt vende tilbage til fase 1, hvis belastningerne ophører.
Når kroppen udsættes for voldsom stress, har den fra tidernes morgen indstillet sig til at kæmpe eller flygte. Der dannes adrenalin, som sætter kroppen i alarmberedskab, og der dannes betændelseshæmmende binyrebarkhormomer, som undertrykker immunforsvaret.
Fase 3. Akut dysbiose.
I denne fase er de stressudløsende faktorer så voldsomme, at resistensen bryder sammen. Mikrofloraen er kommet ud af balance, og dysbiose er et udtryk for denne tilstand. Bakterier og svampe, der før var undertrykte, kan brede sig, og kroppen bliver modtagelig for smitte udefra.
Den akutte dysbiose dækker alle former for akutte infektioner forkølelse, influenza, betændelse i øre, hals, blære m.v. og andre sygdomme, som er karakteriseret ved trang til at sove, manglende appetit, stor tørst, smerte, øget ekskreation fx. slim, vandladning, diarre og evt. feber.
Det er vigtigt at lytte til kroppens signaler, slappe af og understøtte immunforsvaret. Efter infektionen vil kroppen normalt udvikle en form for immunitet, og symbiosen på slimhinderne genoprettes. Herved kan kroppen vende tilbage til fase 1.
Fase 4. Kronisk dysbiose.
Når immunforsvaret og selvrensningsprocessn i fase 3 undertrykkes (overhøres), vil kroppen forsøge at overleve situationen ved at indkapsle infektionen i et såkaldt betændelsesfokus. Fokus kan her optræde i fx. mellemøre, bihuler, hals, mandler, tarmsystemet, galdeblære, bugspytkirtel, nyrer, blære og kønsorganer.
I fase 4, er immunforsvaret under konstant belastning, og symptomerne er gentagne infektioner, fordøjelsesproblemer, infektiøs eksem, træthed, og humørsvingninger.
Hvis immunforsvaret får styrke til at udrense fokus, og hvis den den sunde mikroflora på hud og slimhinder genoprettes, kan kroppen vende tilbage til fase 1.
Fase 5. Allergi.
Den Kroniske dysbiose og etableringen af et fokus nedbryder slimhinderne, hvor immunforsvaret normalt skal reagere mod fremmede stoffer. Hvis harmløse stoffer som pollen, dyrehår, husstøv, skimmelsvampe m.v. trænger igennem slimhinderne til bindevævet, kan immunforsvaret overreagere, så der optræder symptomer som astma og høfeber.
Når tarmfloraen er ude af balance, kan der også ske en optagelse ar fødeemner, typisk proteiner, som ikke er helt nedbrudte. Dette kan resultere i fødevareallergier over for fx. mælk, hvedemel, æg, nødder, og tomater med symptomer som diarre, oppustethed, allergisk eksem, hovedpine og humørsvingninger.
Intolerance kan give de samme symptomer, men her er der ofte tale om større mængder af fødeemner, som udløser reaktionerne.
Hvis immunforsvaret får styrke til at udrense fokus, og hvis den sunde mikroflora på slimhinderne genoprettes, kam kroppen vende tilbage til fase1.
Fase 6. Depotdannelse.
Den kroniske dysbiose og etableringen af fokus (fase 4) belaster kroppen med toksiner. Kroppens biokemi forstyrres, og den får også vanskeligere ved at udskille syre og andre nedbrydningsprodukter fra sit eget stofskifte. Da kroppen
ret så hensigtsmæssigt forsøger at beskytte cellerne og vitalt væv, deponeres de skadelige stoffer i ikke vitalt væv, som fx. bindevæv, fedtvæv, muskler, led og hud. Der kan opstå gigt, reumatisme, bylder, og psoriasis. Hvis der samtidig er problemer med omsætningen af fedtsyrer, kan der komme uhensigtsmæssige betændelsesreaktioner og autoimune sygdomme som ledegigt.
Depotdannelse kan også medføre slaphed i de indre organer som fx. tyktarm, hjerte, lunger og livmoder. Hvis depotdannelden foregår omkring endokrine kirtler som skjoldbruskkirtel og bugspytkirtel, kan der optræde stofskifteforstyrrelse og diabetes. Depoter kan desuden anlægges i blodkarrene med deraf følgende kredsløbslidelser. De forskellige stressbelastninger og psyken kan være afgørende for hvor kroppen deponerer de skadelige stoffer. Merdianlæren kan ofte afsløre hvilke organer der er belastede.
Hvis fokus udrenses, hvis de skadelige stoffer udrenses fra bindevævet og hvis omsætningen af fedtsyrer normaliseres, kan kroppen vende tilbage til fase 1.
Fase 7. Intracellulær dysbiose.
Når bindevævets deponeringskapacitet overskrides, kan de skadelige stoffer til sidst trænge ind i cellen, som i denne fase underforsynes med ilt og næringsstoffer. Cellens dna udsættes for frie radikaler, karcinogener og andre irritamenter. Cellen omdannes til kræftcelle, som kan overleve i det belastede miljø. Der er samtidig mangel på antioxidanter, og immunforsvaret, som normalt skal destruere abnorme celler, er svagt. Kræftcellen kan efterhånden dele sig uhæmmet, og de nye kræftceller kan sprede sig og danne metastaser, så der opstår et total sammenbrud af kroppen. I denne fase optræder forskellige former for celleforandringer, kræft og leukæmi. I fase 7 er der både tale om forandringer inden i cellen og ukontrolleret cellevækst.
Tarm, lever, urinveje og hud kan til en vis grad bortlede affaldsstoffer og karcinogener. Antioxidanter beskytter cellerne mod frie radikaler, og immunforsvaret har til opgave at genoprette symbiosen og nedbryde kræftceller. I mange tilfælde er kroppen også i stand til at indkapsle og inaktivere kræftsvulster.
